Udtryksformer
Leksikon
Sammensæt materiale
Søg
Studieteknikker
Mediearkiv
Lærervejledning
Forside
Vælg tema....>
---------------------------
Arbejde i fritiden
Mit fremtidige job
Den gode arbejdsplads
Arbejdsmarkedet - sådan ser det ud!
Det kommer ikke af sig selv
Relevante links
Tema om fremtiden på lo.dk
Forside
>
Mit fremtidige job
>
Fakta
>
”Du er, hvad du laver”
”Du er, hvad du laver”
Her kan du læse om hvordan arbejde er med til at skabe identitet.
Noget af det første, man spørger en person, man møder første gang om, er: Hvad laver du? En persons arbejde er nemlig i høj grad med til at fortælle noget om, hvem man er.
Men der er også mange klicheer forbundet med forskellige jobtyper - og vi er alle gode til at danne os nogle forestillinger om hvordan en person er, når vedkommende har fortalt hvad han eller hun laver: En bibliotekar er nok lidt tør, sur og kedelig, en lastbilchauffør går stensikkert i netundertrøje og bander meget og en direktør er snobbet, spiller golf og drikker dyr vin osv. osv.
For det meste har klicheerne og forestillingerne intet med virkeligheden at gøre, men de betyder alligevel noget for vores førstehåndsindtryk, fordi et arbejde i første omgang er med til at danne en persons identitet.
Hvad giver identitet?
Identiteten er en persons værdier, holdninger, væremåde og interesser. Vores identitet skabes af det, der fylder vores hverdag. Det er familie, venner, fritidsinteresser, bolig, tøjstil – og arbejde. Her viser vi, hvad der betyder noget for os, og derigennem, hvem vi er.
Man kan også sige at identitet og livsstil er to ting der smitter af på hinanden. Den måde du selv opfatter dig selv på, smitter af på den måde du vælger at leve på. Hvis du først og fremmest opfatter dig selv som dyreforkæmper undgår du sikkert tøj, der er lavet af pels, og hvis du er fan af FCK går du sikkert ikke i tøj fra Brøndby Support.
På den måde signalerer vi værdier og holdninger gennem vores opførsel og ved at tilslutte os bestemte politiske, moralske eller underholdningsmæssige værdier skaber vi vores identitet. På den måde er vores arbejde også med til at signalere hvad der har værdi for os.
Men den almindelige opfattelse af, hvad der giver identitet er i opløsning. Man kan godt skifte identitet og er ikke bundet af den samme måde at opfatte livet på altid. Hvor man tidligere blev på den samme arbejdsplads gennem hele livet er det i dag almindeligt at man skifter job med 5-6 års mellemrum. På samme måde som det også er blevet helt almindeligt at skifte tøjstil fra dag til dag. Sporty om mandagen og klassisk om onsdagen.
Arbejde og identitet
Arbejdets store betydning for identiteten hænger også sammen med, at penge betyder meget. Og vejen til penge går gennem arbejdet. For nogle er der derfor umiddelbart større identitetsmæssig prestige i at være direktør end i at være kassedame.
Men identitet og arbejde er ikke kun et spørgsmål om penge. Et arbejde siger noget om, hvilke evner og interesser man har. Gennem arbejdet får man bekræftet, at man kan bruges, og man finder ud af, hvor ens evner ligger. Man møder nye mennesker og prøver sig selv af i forskellige sammenhænge. Det er med til at skabe identitet.
Gennem arbejdet får vi desuden indflydelse og sociale kontakter. Derfor fylder arbejdet så meget, og vi arbejder, fordi det giver os identitet – vi ”er” vores arbejde. Derfor spørger vi nye bekendte om, hvad de laver, før vi spørger om ret meget andet.
Arbejdsløshed
Et arbejde giver prestige – især hvis man tjener mange penge og har en betydningsfuld stilling.
Derfor kan det være svært at være arbejdsløs. Når man står uden et arbejde kan man let føle at det er svært at finde sin identitet i samfundet - ikke mindst i kontakt med andre mennesker og i forhold til prestige og ens omdømme.
Men det handler ikke kun om prestige, når det kan være svært at fastholde sin identitet, når man ikke har noget arbejde. Mange arbejdsløse oplever, at de pludselig ikke kan finde ud af, hvem de selv er, fordi de har mistet deres arbejde. De føler, at de ikke længere kan bruges til noget, og de mister de sociale kontakter på arbejdspladsen.
Arbejdsløshed er derfor et problem, som det er vigtigt at få løst. Ikke bare fordi det er et økonomisk problem for samfundet, men fordi det er en svær situation for dem, der er ramt af arbejdsløsheden.
Ikke bare arbejde
Identitet er selvfølgelig meget andet end arbejde.
Hvis ens identitet er alt for afhængig af det arbejde, man har, kunne det tyde på, at arbejdet fylder for meget, og at man ikke bruger sig selv på andre områder. Det er mindst lige så vigtigt at være en god ven, en god mor/far/søn/datter, en engageret lystfisker eller hvilken fritidsinteresse man nu måtte have.
Hvis identiteten bliver for meget bundet op på hvad man arbejder med kan vi komme til at tabe det vigtigste i hverdagen – nemlig at man ikke skal vurderes på hvad man præsterer, men i stedet påskønnes for hvem man er.